Så er nicaraguabrigaden 2010 officielt afsluttet

Efter en sidste uges byophold, der gik med at lave klodser til de to skoler vi har arbejdet på, gik turen til vulkanøen Ometepe.

Her havde vi valgt at tilbringe den sidste uge med evaluering af hele brigadens forløb. Dagene gik alt for hurtigt med evaluering om formiddagen og ellers fritid, som blev brugt på stranden eller i nærområdet på diverse ture.

Og pludselig var det dagen hvor Liv og jeg selv skulle sige farvel til alle de andre, for at tage ind til Managua og fange flyet mod Danmark. Alle på nær os skulle nemlig videre på egen hånd i Mellemamerika.

Heldigvis kunne vi jo sige "på gensyn" til alle i stedet for "farvel", og kan tælle nu ned til vi ser resten af brigaden igen, som kommer hjem i løbet af sommeren.

Så med blandede følelser satte jeg kursen hjemad, for hvor skulle det blive godt endelig at se familien og vennerne igen - men hvor har det også været en fantastisk tur med de vildeste oplevelser, på godt og ondt, men heldigvis mest godt! :)

Turen hjem blev dog en anelse længere end forventet, eftersom British Airways for tiden har en del aflyste fly på grund af strejke, hvorefter Liv og jeg fandt ud af, at al vores bagage var blevet i London, men med tålmodighed og heldigvis serviceminded personale nåede vi hele vejen OG fik efterfølgende også vores ejendele igen!

Her - næsten en uge efter hjemkomsten - påstår jeg stadig at lide under jetlag, fordi jeg konstant føler mig træt...men det er måske også lidt svært at komme af med, når dagene er fløjet afsted med arbejde, lægebesøg (for nu at sikre mig jeg ikke har fået noget uønsket med hjem fra Nicaragua!), aftaler med venner og familie og alt det praktiske der har ligget og ventet på at blive ordnet... Så Nicaragua ligger (desværre) allerede fjernt, nu hvor den danske hverdag er væltet ned over mig, men det tager heldigvis ikke lang tid at fremkalde alle de fantastiske minder!

Nu kan jeg så bare glæde mig til at være faldet helt til igen, nyde den danske sommer der kommer snigende og se frem til brigadens møder, hvor Nicaragua igen bliver hovedemnet i vores kommende oplysningsprojekter herhjemme i Danmark.

En ting er sikkert - at have taget del i Nicaraguabrigaden har bestemt været en af mine bedste beslutninger, og jeg er nu blevet en af de mange, der håber jeg en dag får muligheden for at vende tilbage og besøge alle de dejlige mennesker, der har været med til at gøre min rejse uforglemmelig!

-Therese

30. april - eventyr med Sekuan

Her er videoerne fra eventyret!
Vi overlevede

23. april 2010 - Arbejde under byopholdet

Ja her er lige lidt af det vi laver her under by opholdet. Skolen er den, der ligger i Salina Grande.
Jeg skal ogsaa lige huske at sige, at hinkebanen er stoebt i cement og saaledes er ganske holdbar.

corn Island

Hej alle. Jeg ved godt jeg er lidt bag ud med videoerne, men der skal nok komme en del de naeste dage.

Det her er Robinson-ekspeditionen: Velkommen til!

Her kommer historien om i dag - uden tvivl en af de vildeste dage for os alle sammen! I dag var nemlig dagen, hvor vi endelig tog til oeen Juan Venado med et par drenge og piger fra Sekuan.
Vi tog afsted tidligt om morgenen - den var somend ikke mere end 4, og koerte i lejet camión med pumpende bas fra alt fra Akon til 50-cent. Bortset fra det noget tvivlsomme musikvalg gik turen gnidningsfrit - lige indtil vi drejede af hovedvejen (og derved ogsaa asfaltvejen). Her begyndte gnidningerne saa kraftigt, at vi inden laenge punkterede.
Altsaa - alle mand ud af vognen, saa der kan blive skiftet daek i baelgragende moerke halv fem om morgenen. Efter et stykke tid er daekket dog skiftet, og vi koerer lettede videre mod stranden.
Da vi ankommer venter vi lidt, indtil en panga (= lille motorbaad) ligger til strands. Saa venter vi lidt mere, mens maend loeber rundt, vistnok for at finde olie (?) Det er ikke saa tit man faar opdateringer paa situationen herovre, saa jeg er ikke sikker. Afsted kom vi i hvert fald, og vi lagde efter hyggelig sejlads til kajs ved en 'bro' af smaa traepinde. Efter at have klaret broen samt jungle-mudder-sumps-stien som var lige ved at koste Therese hendes klipklap, befandt vi os pludselig paa en strand. Her spiste vi en sandwich eller to og sprang i de kaempe store boelger som naer havde kostet os vores bikinier. Efter en 2-timers tid, begav vi os tilbage til baaden.
Midt paa floden gaar baaden i staa - de 10,5 L diesel vi havde medbragt i sodavandsflasker var ikke nok. Ikke nok med, at vi skal vente paa, at maendene finder dieselklatter rundtomkrig for at faa os tilbage - det regner! Og jeg mener, det regner VIRKELIG meget! Ikke saadan noget hyggeligt dansk efteraars stoevregn - nej, tropisk regn som pludselig er der og goer en gennembloedt til knoglerne paa 1,5 sek.
Status - vi sidder alle strandet paa en flod som vi ved der baade er slanger og alligatorer i, i silende regn. Og saa blaeste det ogsaa en lille smule, saa vi froes alle sammen som én i Groenland for foerste gang paa turen - bare saa I lige fanger stemningen. Efter et stykke tid er dieselklatterne tilstraekkelige, og vi sejler lettede videre mod stranden. Herfra skulle vi med en bus - men den gaar aabenbart ikke - saa vi finder en mand med camioneta (= pickuptruck). Han koerer os gerne til León (mod beskeden betaling - han ved tydeligvis, at vi er paa roeven) saa vi hopper 20 mennesker op bagpaa samt to paa forsaedet.
Saa regner det igen. Meget. Og tordner. Meget. Vi bliver alle helt gennembloedte igen og nu er det foerst rigtig koldt, mens flere af os bliver lidt bekymrede for, at vi koerer i et helt fladt og oede landskab og lynene ser ud som om de er lidt for taet paa. Og saa sker det - lynet slaar ned. Lige ved siden af trucken. Jeg husker det saadan her: Regnen siler ned. Pludseligt lyder der et oeredoevende brag samtidig med, at en stor lysformation som bedst kan beskrives som en groen-lilla-agtig elektrisk ildkugle former sig et oejeblik to meter til venstre for bilen. Alle paa det taetpakkede lad - dvs. 20 personer kaster sig ned (dvs saetter sig ned - det er dét der er plads til) i daekning og de fleste skriger i raedsel. Jeg tror faktisk at der var flere som troede, at vi skulle doe der. Stemningen naermer sig panik paa ladet, og grusvejen er desuden i loebet af vores koeretur blevet til en flod. Vi holder ind og faar midlertidig husly under et halvtag. Efter et stykke tid koerer vi videre.
Der gaar dog ikke laenge foer vi moeder en parkeret bil og faar at vide, at det paa grund af vandstanden ikke kan lade sig goere at koere laengere. Altsaa maa vi hanke op i vores ejendele og gaa. Efter et par smaapytter med vand til knaeene moeder vi den aegte udfordring: en regulaer soe - med en lastbil i midten. Det var virkeligt heldigt, at den var der, for vi maatte holde fast i den med begge haender for ikke at blive revet vaek med stroemmen i midten af soeen, hvor vandet gik til hofterne.
Status: Vi var naer alle blevet slaaet ihjel og har nu alle vadet gennem verdens stoerste vandpyt/mudderpoel og er efter et par kilometer naaet frem til hovedvejen hvor vi, stadig vaade, stiger paa en bus og kommer hjem.
Saadan er vores dag gaaet - og den har vaeret (og her taler jeg kun paa egne vegne) FANTASTISK! Vi kan i hvert fald alle blive enige om, at der er sket en hel masse!

Ellers har vi det alle sammen rigtig godt hos vores familier. Vi blev faerdige paa vores anden foerskole (= en slags boernehave/skoleforberedelse) i gaar - torsdag - og skal i naeste uge i gang med at bygge oversize-LEGO-like byggeklodser i genbrugsmateriale sammen med teatergruppen.

Byopholdet her er gaaet alt for hurtigt, og vi har nu kun en uge tilbage. Flere af os kunne godt have brugt en maaned mere. Men everything comes to an end og brigaden varer ikke for evigt.

Vi haaber, at I alle sammen har det dejligt!

- Isabel

Saa begynder vores byophold! :D

Sidste aften paa vores hostel Lazybones, i morgen skal vi ud til vores familier og moede dem for foerste gang, og deres hjem vil vaere vores hjem de naeste 19 dage.
Vores politisk-kulturel uge har vaeret rigtig spaendende, og vi har moedt mange interessante mennesker, unge som gamle, som alle har bidraget med mere viden om Nicaragua, og jeg tror alle fra Brigaden har laert meget, men ogsaa forstaaet Nicaragua bedre end foer. Det har hvert fald givet mig et bedre indblik i Nicaraguas struktur, ikke mindste politisk, og ligeledes i, hvordan deres system egentlig virker. Hermed har mange af os ogsaa faaet en bedre forstaaelse af hvorfor tingene i det land her til tider ikke gaar skide hurtigt, og vejen til maalet kan desvaerre vaere meget lang i Nicaragua, men til gengaeld har folk haab og tror paa udvikling. Sjaeldent har vi moedt mennesker som kaemper saa haardt og staerkt for deres rettigheder, for deres sag og for deres land, og det er meget smukt og imponerende.
Vi har i weekenden holdt ret meget fri, da vores tur med Sekuan til stillehavs oeen Juan Venado blev aflyst, da vi ikke havde indrejse tilladelse, men vi kommer heldigvis stadig afsted i en af de kommende weekender. Saa det glaeder vi os rigtig meget til. Ellers har vi brugt weekenden
paa at koebe materialer ind til de to boernehaver vi skal renovere. Den foerste boernehave skal have nyt tag paa. Vi har i dag vaeret ude og se boernehaven, og ja den havde arbejdstilsynet i DK ikke sagt god for, flere steder er der huller, og det vaerste er en hel blikplade der hvert minut kan knaekke og falde ned i en af boernenes hoveder.
Saa vi er glad for vi kan vaere behjaelpelige, og vi begynder arbejdet i morgen.
Det bliver saa fedt!
Flere af boernene begyndte desvaerre at graede da 12 store chelles ankom, men forstaaeligt nok, vi kan se ret skraemmende ud og de troede sikkert vi var kommet for at tage dem med. :S De havde aabenbart haft en daarlig oplevelse med et par klovne for et stykke tid siden ... ?
Stakkels boern, forhaabentlig vaenner de sig til vi er der de naeste 4-5 dage.
Foruden tag overvejer vi at renovere deres gyngestativ og koebe noget lejetoej til boernene, for de havde absolut intet.

Det bliver spaendende at kommer ud og bo hos lokale familier, tror vi alle har lidt blandet foelelser men vi glaeder os. Men det er paa samme tid maerkeligt, da flere af os allerede foeler vi har en Nica familie - vores landsbyfamilie. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver fantastisk, og Manuel som er vores bindeled til Sekuan er det mest varme, engagerede og gode menneske, og de drenge han arbejder med er nogle sjove gutter, som jeg tror brigaden vil faa en fed tid med.

Vi glaeder os til nogle gode uger, og i hoere snart fra os igen, da naeste rejsebrev er ved at vaere paa trapperne.

De bedste hilsner fra et meget meget varmt Leon.
Brigaden

- Pernille

Saa ankom man lige til Leon!

Det er ved at vaere laenge siden vi sidst har faaet opdateret vores blog, det beklager vi. Men alle har vaeret lidt dovne, og pludselig havde vi alle levet os ind i oelivet paa Little Corn, og naermest alle blevet til en form for amoeber, som kun kunne bade, sole, og drikke kolde drinks. Og vi fandt alle tilvaerelsen meget behagelig, og tilpassede os med det samme. Det kan vaere helt farligt at leve sig ind i den rytme, vi moedte flere der bare havde planlagt at vaere paa Little Corn en uges tid, og pludselig havde de vaeret der 1/2 aar! Og hvad havde de lige faaet tiden til at gaa med?? Tjaah, dykket lidt og ellers egentlig ikke saa meget. Chilleren lifestyle, maa man sige. Men som jeg tror, ingen af os ville kunne holde ud i laengden.

Men det var virkelig en fantastisk ferie vi havde os der, aldrig troede vi, vi skulle opleve paradis, og der fandtes et saadan sted, men jo vores droemme gik i opfyldelse, og vi noed en uge i smaa bungalows paa stranden, med krystalblaat hav, og en varm brise. Det var laekkert.. :)

De fleste har slappet af, nydt stranden og det dejlige Caribiske hav, mange af os var ude og snorkle om torsdagen, det var rigtig fedt. Vi fik baade set hajer paa omkring halvanden meter, pigrokke, og en masse farvestraalende fisk.. Det var smukt, og for mange af os foerste gang vi oplevede undervandsverdenen. Jeg selv blev ret bidt af det, og Therese og jeg var ude og dykke om fredagen, en helt anden oplevelse end snorkling, meget federe! ;)
Men dagene gik og lige pludselig var det tirsdag, og vi skulle forlade vores lille paradis.

Vi ankom til Managua til middag og skulle tilbringe de naeste fire dage der, som starten paa vores politisk-kulturel uge. Vi skulle alle lige op i gear igen, efter vi alle var gaaet paa tranquilo mode. Men det har vaeret nogle fede dage i Managua, med besoeg paa den danske ambassade, et "fritidshjem" for boern, hvis foraeldre arbejder paa markederne, ATC som er boendernes fagforening, og til sidst et besoeg hos tidligere bananplantagearbejdere, som gjorde stort indtryk paa os. Disse mennesker lever i ekstrem fattigdom, og er blevet forgiftet med livsfarlige kemikalier, og bor nu foran parlamentet i protest, da regeringen her i Nica ikke vil hjaelpe dem i retsagen mod United Food Company. Men det vil vi fortaelle mere om i naeste rejsebrev, saa glaed jer til det.

Vi er i dag ankommet til Leon, paa et virkelig laekkert hostel, og her skal vi tilbringe resten af vores politisk-kulturel uge. D. 18 april skal vi igen ud og bo hos lokale familier i naerheden af Leon, indtil d. 10 maj, hvor vi herefter har en uges evaluering, som vi endnu ikke helt ved hvor vi vil afholde. :)

Maanederne gaar hurtigt, men vi har det godt og nyder oplevelserne her i Nica. Tror vi alle er kommet til at holde af dette skoere, vilde og til tider kaotiske land, og mange af os har skam ogsaa forlaenget vores billet, saa vi kan nyde lidt mere af Nica, inden vi vender tilbage, til det forhaabentlige varme DK til sommer. :S

Que le vaya bien..

-Pernille

Un techo para mi Pais 26.-29. marts

Techo techo techo!!!! Saa fedt

Soendag d. 21 marts

Dette er tredje video fra landet. Den anden kommer nok ikke. Det tager simpelthen for meget tid.

Men de efterfoelgende vil komme lige saa stille.

Foerste landsbyvideo

Her er den foerste video fra landsbyen. Der skal nok komme flere. Jeg har lavet en del, men har ikke lige tid til at uploade dem alle nu.

Nu er vi landet i Managua efter en overraskende hurtig og komfortable bustur fra Waslala, men skal allerede videre idag til henholdsvis Leon og Chiandega og bygge huse til boligloese sammen med universitetsstuderende fra Managua. Mange af os havde set frem til at opleve noget nyt, men i de sidste dage i el caño de los Martinez blev det klart for mange, hvor taet knyttet vi var blevet til vores familier og hverdagsrutiner som at bade i floden ved det lille vandfald skulle have sin afslutning. Det var derfor med en klump i halsen at skulle sige farvel. Onsdag samles vi alle med vores familier for at tage afsked med hinanden. De holdte nogle fine taler for, hvor de bl.a. takkede os mange gange for at vaere kommet fra et rigt land og vise dem vores solidaritet. Det havde betydet meget for det lille samfund, at vi havde vaeret der og vi havde hver isaer faaet udveklet viden og erfaring. Isabels bedstefar gav os ogsaa lige et par sange med paa vejen, der er blevet foreviget paa film for det var ikke mindre end et show. Vi havde ogsaa lavet en takketale, hvor vi bl.a. takkede for at de havde aabnet deres hjem og hjerter for os og ikke mindst at vist taalmodighed med det sproglige. Vi havde faaet tage et faellesbillede af hele brigaden som hver familie fik et eksemplar af. Vi sluttede af med at synge: Vi elsker vort land for dem. Derefter gik vi hver isaer hjem til vores familier og hyggede den sidste aften og fik sagt farvel. Vi skulle urtidligt op, da vi skulle med expressbusen til Managua. Vi stod op kl. 2.30 og fik pakket de sidste ting inden vi blev fulgt ned til camionnetta (a la ladbil) af familierne, hvor vi skulle have den endelige afsked. Vi forlod el caño i buller moerke og begav os afsted. Nu venter der os 3 dage med haardt byggearbejde. Det bliver spaendende at skulle arbejde sammen med unge paa vores egen alder. Derefter venter der er en uge i paradis - vi traenger alle til en badeferie paa Corn Island.

Landsbyopholdet faar sin ende

En lille update om hvad vi nu gaar rundt og laver i El Caño....

En maaned i landsbyen er nu gaaet, og vores opholde i El Caño er snart slut. Vi har en uges tid tilbage, og den skal gaa med at hygge med familien, arbejde og lave brigadens sidste aktiviteter i landsbyen. I loerdags afholdte Brigaden maddag, ved UNAG´s faelleshus, her lavede vi pandekager og snobroed. Snobroedene blev en stoerre succes, og boernene samt foraeldrene hyggede sig med broed over baal. Men foej det var varmt, en ting er at det er over 30 grader her i El Caño, men at vi saa samtidig sidder foran et gloedene baal, det var ligesom at vaere i sauna. Sveden dryppede ned af os alle, og boernene kaempede med varmen, men de var hardcore og blev ved indtil deres broed var faerdigt:) Det var sejt.
Brigaden havde koebt marmelade, nutella, og ketshup, som blev et stort hit, specielt nutellaen roeg hurtigt. Efter en lang dag med baal, boern og ivrige foraeldrer sluttede dagen med at Brigaden hyggede med lidt pandekager og snakkede om dagens begivenheder. Vi var alle oppe og koere, fordi det hele var gaaet saa godt. I disse dage her skal vi arbejde hos forskellige familier, med plukning og indsamling af boenner. Mange af os har erkendt at vi aldrig bliver de storer Nicaboender, men vi goer da vores bedste. Paa torsdag skal vi besoege Don Chuca, som er Isabels "bedstefar" han ved, gud ved ikke hvor meget om alle planter og dyr i Nicaragua, og glaeder sig som et lille barn til at holde oplaeg for hele Brigaden, saa det ser vi frem til :)
Paa fredag skal vi hen paa den lokale skole og holde et oplaeg om Danmark, da mange af boernene har spurgt hvor vi kommer fra og er meget nysgerrige. Saa det skal vi forberede i morgen.. Loerdag afholder vi vores sidste Legodag for alle boernene, saa alt i alt er der nok at se til de sidste dage her i El Caño.

Turen gaar til Managua d. 25 marts, hvor vi herefter skal ud med organisationen "Un techo para mi país" og bygge huse i byer naer Leon og Chinandega i tre dage. Det bliver haardt, men skide fedt!

Det var en lille update fra landet, vi skrives igen i byen.

So long..

- Pernille

Saa vender Brigaden tilbage til El Caño de los Martinez

Efter fire velfortjente dage i Matagalpa med elektricitet, "rent" vand, laekkert mad og kolde drinks, vender Brigaden tilbage til landsbyen mandag morgen. Mange af os har faaet snakket med familie og venner og givet updates rundt omkring, om hvordan landsbylivet i El Caño gaar. Som mange af af jer nok har faaet fortalt saa har det vaeret nogle haarde og udfordrende 16 dage. Med noget af et kulturchok. Og vi er alle meget spaendte paa hvordan de naeste 16 dage kommer til at forloebe. Vi haaber meget at der er kommet mere arbejde til os, da der desvaerre ikke har vaeret det store at lave de sidste 14 dages tid, ogsaa gaar dagene altsaa noget langsommere. Men vores familier siger at boennehoesten gaar i gang nu her, saa lad os haabe vi skal ud i marken og faa plukket nogle boenner! :) Mange af os haaber ogsaa at de naeste 16 dage vil faa os bragt taettere paa vores familier, nu er det svaereste overstaaet og de fleste familier har vaennet sig til vi er der. Brigaden har planlagt at lave flere aktiviteter i landsbyen for der ligesom kommer til at ske noget. Som i kan se paa vores billeder har vi allerede afholdt en Legodag med stor succes, saa det gentager vi helt sikkert. Saa har Brigaden planlagt at vi skal lave en dag hvor vi laver pandekager og snobroed! Saa kan de faa lov at smage lidt dansk mad og det er nemt at lave over baal :) Hvad vi ellers kommer til at lave ved vi ikke, hvis der er stroem i Waslala, saa kan de vaere i faar en update derfra.Men elektriciteten har det med at svigte i flere dage i traek. :-/ Og ellers hoere i fra os naar vi naar til Managua d. 25-26 marts. Tjek vores billeder ud paa Flickr. Linket staar paa siden. Ha det rigtig godt..

Adios..

Therese - mit hjem i El Caño de los Martinez

Update fra kragernes vendeplads

Uh ha - nu er der naesten for meget at fortaelle saa det bliver (relativt) kort.

Vi bor i en lille flaekke, som hedder El Caño de los Martinez. Hvordan vi kom dertil, staar i oevrigt i rejsebrev nr. 1, som gerne skulle sendes hjem i loebet af denne uge eller den naeste. Byen er ret stor naar man ser paa arealet, men saa er der til gengaeld MEGET langt imllem nogle af husene. Vi er syv som bor nogelunde taet paa hinanden, og det fungerer faktisk OK godt. Emma og Therese bor langt langt ude af en forholdsvis god vej standarden taget i betragtning (i hver sin retning). Mathias og isaer Martine bor langt vaek paa den maade, at man skal paa minimum en halv times junglevandring for at naa ud til dem - saa det goer vi ikke saa tit. Naar vi goer skal man i hvert fald hurtigt ned og ligge i den lille flod som loeber gennem landsbyen, som man maa indroemme ligger utroligt smukt.
Jeg bor selv hos byens gamle rotte Don Lorenzo, Don Chugo eller El viejito mellem venner (naar han ikke er til stede). Han er en 76 aar gammel, meget lille mand som er uddannet et-eller-andet taekniker som i hvert fald har noget med naturen at goere, for den ved han alt om. Han har givet mig en rundvisning paa hans 3 manzanas jordstykke, hvor han hovedsageligt dyrker kaffe, men ogsaa virkeligt meget andet! Der er ikke den plante paa hans fincita som han ikke kunne bruge til noget (Det sagde han i hvert fald selv, og noget tyder paa, at det er rigtigt).
Han snakker utroligt meget. -UTROLIGT meget, og det er sgu nok meget heldigt, at jeg er landet hos ham! Han fortaeller en masse ting, og jeg kan ikke finde ud af hvor meget af det der er roeverhistorier og hvor meget af det der er true. Sikkert er det i hvert fald, at han var contra under krigen (det tror jeg i hvert fald, han kalder det resistencia), men han er ikke politisk. Under krigen blev han skudt ni gange. Den ene kugle har naermest skudt hans albue ud af armen, og hans arm er ret fucked og tynd, men det er virkeligt imponerende hvor meget han kan, den gamle mand!
Her den anden dag blev han stykket af mutant hvepse da han var ved at hugge en kaempe trae ud med sin machete og fik to store modeller af Mount Everrest paa ryggen. "Mmm, det er godt for imun-forsvaret" sagde han bare - det er det, der holder mig i live...
Desuden var der en roev-giftig slange paa latrinet her den anden dag og da han hoerte det kom han straks dansende ned af skraenten med sin machette (som han smed paa vejen - why!?) Da han kom derned stillede han sig paa slangens hale og proevede at daekke dens giftige, arrige, huggende, lille, uhyggelige hovede med sin kasket. Jeg tog et par billeder, men da han blev bidt fik jeg daarlige nerver og gik op i huset. Da han kom derop havde han slagen om armen, og var pludselgt bedste venner med den ... WHAT!? Han puttede den i lommen og alt mulig.. Jo jo, jeg kan taemme slanger - har jeg ikke sagt det? Han siger, at han ogsaa kan taemme edderkopper og alt muligt andet. Igen er det svaert at vurderer, hvor meget af det der er helt oprigtigt, for eksempel dyrker han ogsaa den slags kaffe, man bruger som komponent i atombomber(!?)
Han bor i oevrigt sammen med hans soens datter Mina, som staar for husholdningen, og hendes datter Jennifer som er en virkelig smuk lille pige paa syv. Dem er jeg allerede kommet til at holde en del af.

Til sidst vil jeg lige slutte af med to spoejse historier:
1. De er gennerelt ret rough ved dyrene herovre, og det kan godt vaere lidt ubehageligt, og derfor vil jeg lige fortaelle denne lille opmuntrende hisorie. Vi har i huset et lille kuld kyllinger. Den ene er en del mindre en sime tre soeskende. En dag hoppede Jennifer paa dens hovede ved en fejl, saa den doede - oev! Det er saa sker, det er at hendes mor begynder at puste paa den, og jeg forstaar ingenting. Saa ligger hun den under en plastikskaal og slaar helt vildt paa skaalen, og jeg forstaar endnu mindre. Efter mange mange gentagelser og en del vilje til at kaste op fra min ellers ikke saa sarte side, begynder kyllingen gudhjaelpemig at leve igen! Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Saa faldt den saa ned fra et bord, og nu sidder dens hovede ligsom omvendt, ikke bagud men saadan upside-down. Det er lidt freaky, men den doede kylling lever endnu.

2. Vi var hjemme hos Emmas familie, hvor hendes "far" vist ogsaa fortaeller en del roeverhistorier. Her er i hvert fald en som blev fortalt uden en eneste fortrukket mine:
Laengere inde i junglen bor en folk som ikke spiser salt - sambofolket (Los Sambos). De er helt sorte, og nar man kradser i deres hud paa arme og ben falder der flager af, for den er nemlig daekket af en slags skael. Naar de fanger fisk, springer de hovedspring i floden. Der hypnotiserer de fiskene og kan lige saa stille tage dem op af vandet - rimelig vildt, ikke? Vi glaeder os til Emma skal ud og besoege Samboerne.
Det maa vaere nok fra mig for denne gang..

- Isabel

Sidste film fra Matagalpa - 14/2-2010

Saa gaar turen lige straks til landsbyen.

Kort video af larmebil

Her er lige en kort film af en Nica-faenomen.

Matagalpa - 10/2-2010

Hurtig update fra León

Lige en bonus-update her fra Leon.
Det er jo saadan, at mens alle de andre er paa sprogskole, er jeg (Isabel) taget med Susanne til León for at sondere terraenet.
Jeg blev lige noedt til at fortaelle det fedeste! Vi blev hentet paa bus-stationen i León af Manuel, som er lederen af teatergruppen Sekuan (som vi jo skal arbejde sammen med paa by-opholdet). Han fortalte os foerst lidt rundt i León, og saa hen til vores hotel Lazybones, som er et virkeligt chillern backpackersted med en sovesal til 12! Der fandt vi lige vores (meget basic) vaerelse, og da vi kom ned igen satte vi os ned, og han fortalte os om hans og gruppens projekt. Gruppens overordnede maal er uddannelse - educación. Det er deres idé at starte allerede i "boernehaven", preescolar, som en slags "vaccine mod analfabetisme". En laerer i foerskole herovre tjener omkring 500 cordobas - ca. 125 kr - om maaneden. Det er selvfoelgelig ikke nok til at broedfoede en familie, saa de fleste bliver noedt til at finde arbejde ved siden af. Derfor kan de ikke investere al deres tid i uddannelses-arbejdet. Det man saa har gjort fra Sekuans side, er at soege om penge, saa de har kunnet give mini-laan til laererne, saa de har mulighed for, at starte en lille virksomhed i hjemmet som et cykelvaerksted eller en pulpería (smaa kiosk-agtige butikker, som er ret populaere herovre). I skulle hoere ham fortaelle om det - det er simpelthen hans hjerteblod!
Updaten her bliver lige lidt laengere end forventet, men det er altsaa vigtigt!
Brigaden fra 2008 var med til at udsmykke et lille vaerested gruppen havde, hvor de tjente lidt penge til at holde den gaaende ved bl.a. at koere et lille museum. De havde investeret en god sum i lokalerne. Der sker saa det, at der er en del dealing og pushing omkring lokalerne, hvilket for lokket nogle af drengene paa afveje. Hele gruppen bliver en dag sat ud med oejebliks varsel med alle deres ejendomme og kunstvaerker, og lokalerne benyttes nu kun af stofmisbrugere - en virkelig trist historie, som tydeligvis har taget haardt paa Manuel. Men drengene havde ventet den halve nat med ham til tingene blev koert hjem til hans soen, hvor de staar den dag i dag. Det var saa roerende og inspirerende da han fortalte om det med taarer i oejnene. Det er tydeligt, at han er meget stolt af 'sine drenge', og hvis der var flere af hans slags ville verdenen vaere et bedre sted - uden pis!
Det var historien om en true ildsjael, som jeg lige havde brug for at dele!
Hasta la vista!

- Isabel

Landet i Matagalpa

Saa er vi ankommet til Matagalpa efter tre laange timer i bus, med hoens, svedende maend og andet godt folk :) Og med en meget klam ryg og oem numse. Men dejligt at vaere her. Matagalpa ligger i bjergomraade, og her er meget smukt. Vi kan ogsaa selv gaa rundt i gaderne nu, selvfoelgelig stadig 2-3 stykker, men det er rart at kunne opleve byen paa egen haand. I forhold til Managua, som er ret farlig at gaa rundt i.I gaar var vi paa en Mexicansk restaurant og spist en go Burito. Selvom stedet hygienekontrol nok ikke var i top, da en lille fin myre kravlede rundt paa Isabels burito:) Men hva faaen, vi skal ikke vaere sarte. Alt maetter..I dag har vi gaaet rundt og kigget i byen, og det er lidt som om man kommer fra rummet, de er virkelig ikke vant til at hvide mennesker lige gaar rundt i deres by, vi er meget spaendende. hehe. Og mange fyrer proever at goere deres bedste paa engelsk, med "hey baby", og goodbye, eller how are you" Saa de flotter sig virkelig. Men alt i alt er folk virkelig soede og venlige, selvom de synes vi er lidt maerkelige.Flere er blevet ret braendt af solen, jeg er heldigvis endnu ikke ramt, bortset fra jeg glemte at smoerre solcreme i ansigtet, saa jeg har de sidste par dage lignet rudolf. Men pyyt..Flere er ogsaa nu blevet ramt at et ustabilt tarmflora, saa mange har maatte ty til toiletterne i loebet af natten.Glaeder mig ikke til det er min tur. Men vi har indtil videre ogsaa gjort alt det man ikke maa, spist frugt, spist salat, spist isterninger osv osv. Men det er ikke til at undgaa, saa kan man sku ikke leve.Naar, men der er endnu ikke saa meget at fortaelle endnu. Vi kommer nok til at opleve rigeligt de naeste 10 dage vi skal vaere i Matagalpa. Indtil nu har ingen mistet noget, men saa sent som i gaar troede vi det var ude med os. VI gik 6 mennesker paa vej hjem til hotellet, og pludselig stopper en bil brat med 5 fyrer inden i, de raaber og en er paa vej ud, og vi alle taenke, nu er det nu. Nu bliver vi roevet, og jeg taenker fuck mit camera. Men han satte jeg pludselig ind i bilen igen og forsvandt. Vi var alle ved at faa et hjerteslag, Vi er blevet maerket at alle skraemme historierne, saa man bliver lidt paranoid, hehe.
Men det skal nok gaa, folk er rigtig soede og venlige her i Matagalpa.
Det var alt for i dag.. :)

Rundvisning paa Santos - Managua 04.02.10

Her er lige en lille rundtur fra vores "hotel" i Managua.
¡Nos vemos!

Managua, Nicaragua

Nu er vi saa, langt om laenge, i Nicaragua, naermere bestemt hovedstaden Managua.

Vi ankom soendag aften, hvor vi blev modtaget af Susanne og tidligere brigadist Lene.

Vi var alle paent smadrede efter to dage paa farten og med en jetlag, der sagde spar to! Vi er stadig nogle der har svaert ved at sove igennem om natten.

Men her er vi saa: Egentlig vores sidste dag i Managua, i denne omgang. Det har vaeret en blandet oplevelse med mange nye indtryk.

Vi er indlogeret paa et charmerende hostel, hospedaje Santos. Der nyder vi haengekoejer og gyngestole i skyggen paa terrassen, samt vores helt udemaerkede morgenmad, for det meste bestaende af pandekager og friske frugter.

Vi har oplevet meget paa de tre dage vi nu har vaeret her og dagene er lange. Men dagene er mere eller mindre gaaet med at se os omkring og opleve Managua paa naert hold. Vi har overraskende hurtigt vaennet os til dele af kulturen. Kursen hernede er uforskammet lav og alligevel tager man sig selv i at taenke "4 kr. for en tur i taxa!? - saa skal jeg sgu ikke med!" Vi levet fint for under 20 kr om dagen, gaar ikke sultne i seng og har endnu ikke diarrè. :)

I morgen gaar turen videre til Matagalpa, hvor den staar paa sprogskole, hvilket falder paa toert sted, for de flestes vedkommende.
Alt godt herfra..
Fortsaettelse foelger...

-Isabel og Emma

Store rejsedag - Miami lufthavn 31.01.10

Her er lige en lille hilsen fra Rejsen til Nica.
Hasta luego

Thomas' Videodagbog Krogerup Højskole

Velkommen til Nicaraguabrigadens blog 2010.

Brigaden består af 12 unge mennesker:
Amanda, Emma, Isabel, Kirstine, Liv, Martine, Mathias, Merle, Pernille, Susanne, Therese og Thomas.
Hvem vi alle sammen er for nogle kommer forhåbentligt til udtryk i vores indlæg her på bloggen...

Vi mødte (ikke alle) hinanden for første gang i november under en uges ophold i Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) hovedbygning på Nørrebro. Sidenhen kom Mathias og derefter Amanda til.

Bloggen her er oprettet på Krogerup Højskole i Humlebæk, hvor vi har været de sidste to uger. Her har vi lært hinanden langt bedre at kende igennem en lang række af lege og øvelser i form af forum teater og salsa. Derudover har vi naturligvis forberedt rejsen gennem oplæg og foredrag fra diverse "Nicaragua-kendere". Vi har brugt en masse tid på at snakke om hvilke forventninger vi hver især har til rejsen og hvordan vi bedst muligt kan opfylde alle folks ønsker.
Der har ganske vist også været plads til at komme hinanden ved igennem øl, sangrias og hjemmelavede pizza og en hyggelig aften i Nivå hos mine forældre med godt krydret, indisk mad.
Nu er enden på højskoleopholdet ved at nærme sig og der er kun 8 dage til vi sidder i flyet på vej til Nicaragua (med en overnatning i London, godt nok).
Susanne, vores koordinator tager dog allerede afsted nu på søndag. Hun skal ned og mødes med Sven for at få de sidste detaljer på plads. Og hvem Sven er ved ingen, men vi er alle spændte på at møde ham, når han tager imod os i Managua.

Vores rejse som brigade varer i 3½ måned, godt og vel. Derefter er der mulighed for at blive og rejse videre på egen hånd. De 3½ måneder er mere eller mindre skemalagte og jeg vil bare kort ridse skemat op, så I har mulighed for at følge med:

30. januar: Afrejse fra Danmark
31. januar: Ankomst til Managua - Nicaragua (efter overnatning i London)
6. februar: Sprogskole i Matagalpa
12. februar: Landsbyophold i El caño de los Martinez, Waslala
28. marts: Påskeferie på henholdvis Little Corn Island og Big Corn Island
5. april: Politisk/kulturel uge i Leon med teatergruppen Seguan
14. april: Byophold i Leon
9. maj: Evaluering-uge ved Monkey Hut.
17. maj: Hjemrejse (for nogle)
18. maj: Ankomst til Kastrup - Danmark

Bloggen vil blive benyttet af os alle til at skrive om vores oplevelser, strabadser og hvad vi ellers må opleve af forunderlige ting under vores rejse. Vi vil selvfølgelig bruge den til at oploade nogle billeder, men derudover fører 2-3 af os også en video-dagbog, der vil oploades her på bloggen.

Vi får højst sandsynligt ikke internet adgang mere end et par gange om måneden (alt afhængig af hvor vi befinder os), så vær tålmodige.

Men følg bloggen og dermed vores fantastiske tur til Nicaragua 2010.

Hasta pronto en Nica!

- Emma

Nicaragua Stop-Motion film

Denne lille stop-motion film "producerede" vi under vores ophold hos Mellemfolkeligt Samvirke, sammen med nogle andre unge der også skulle til Nicaragua.

Enjoy.