Update fra kragernes vendeplads

Uh ha - nu er der naesten for meget at fortaelle saa det bliver (relativt) kort.

Vi bor i en lille flaekke, som hedder El Caño de los Martinez. Hvordan vi kom dertil, staar i oevrigt i rejsebrev nr. 1, som gerne skulle sendes hjem i loebet af denne uge eller den naeste. Byen er ret stor naar man ser paa arealet, men saa er der til gengaeld MEGET langt imllem nogle af husene. Vi er syv som bor nogelunde taet paa hinanden, og det fungerer faktisk OK godt. Emma og Therese bor langt langt ude af en forholdsvis god vej standarden taget i betragtning (i hver sin retning). Mathias og isaer Martine bor langt vaek paa den maade, at man skal paa minimum en halv times junglevandring for at naa ud til dem - saa det goer vi ikke saa tit. Naar vi goer skal man i hvert fald hurtigt ned og ligge i den lille flod som loeber gennem landsbyen, som man maa indroemme ligger utroligt smukt.
Jeg bor selv hos byens gamle rotte Don Lorenzo, Don Chugo eller El viejito mellem venner (naar han ikke er til stede). Han er en 76 aar gammel, meget lille mand som er uddannet et-eller-andet taekniker som i hvert fald har noget med naturen at goere, for den ved han alt om. Han har givet mig en rundvisning paa hans 3 manzanas jordstykke, hvor han hovedsageligt dyrker kaffe, men ogsaa virkeligt meget andet! Der er ikke den plante paa hans fincita som han ikke kunne bruge til noget (Det sagde han i hvert fald selv, og noget tyder paa, at det er rigtigt).
Han snakker utroligt meget. -UTROLIGT meget, og det er sgu nok meget heldigt, at jeg er landet hos ham! Han fortaeller en masse ting, og jeg kan ikke finde ud af hvor meget af det der er roeverhistorier og hvor meget af det der er true. Sikkert er det i hvert fald, at han var contra under krigen (det tror jeg i hvert fald, han kalder det resistencia), men han er ikke politisk. Under krigen blev han skudt ni gange. Den ene kugle har naermest skudt hans albue ud af armen, og hans arm er ret fucked og tynd, men det er virkeligt imponerende hvor meget han kan, den gamle mand!
Her den anden dag blev han stykket af mutant hvepse da han var ved at hugge en kaempe trae ud med sin machete og fik to store modeller af Mount Everrest paa ryggen. "Mmm, det er godt for imun-forsvaret" sagde han bare - det er det, der holder mig i live...
Desuden var der en roev-giftig slange paa latrinet her den anden dag og da han hoerte det kom han straks dansende ned af skraenten med sin machette (som han smed paa vejen - why!?) Da han kom derned stillede han sig paa slangens hale og proevede at daekke dens giftige, arrige, huggende, lille, uhyggelige hovede med sin kasket. Jeg tog et par billeder, men da han blev bidt fik jeg daarlige nerver og gik op i huset. Da han kom derop havde han slagen om armen, og var pludselgt bedste venner med den ... WHAT!? Han puttede den i lommen og alt mulig.. Jo jo, jeg kan taemme slanger - har jeg ikke sagt det? Han siger, at han ogsaa kan taemme edderkopper og alt muligt andet. Igen er det svaert at vurderer, hvor meget af det der er helt oprigtigt, for eksempel dyrker han ogsaa den slags kaffe, man bruger som komponent i atombomber(!?)
Han bor i oevrigt sammen med hans soens datter Mina, som staar for husholdningen, og hendes datter Jennifer som er en virkelig smuk lille pige paa syv. Dem er jeg allerede kommet til at holde en del af.

Til sidst vil jeg lige slutte af med to spoejse historier:
1. De er gennerelt ret rough ved dyrene herovre, og det kan godt vaere lidt ubehageligt, og derfor vil jeg lige fortaelle denne lille opmuntrende hisorie. Vi har i huset et lille kuld kyllinger. Den ene er en del mindre en sime tre soeskende. En dag hoppede Jennifer paa dens hovede ved en fejl, saa den doede - oev! Det er saa sker, det er at hendes mor begynder at puste paa den, og jeg forstaar ingenting. Saa ligger hun den under en plastikskaal og slaar helt vildt paa skaalen, og jeg forstaar endnu mindre. Efter mange mange gentagelser og en del vilje til at kaste op fra min ellers ikke saa sarte side, begynder kyllingen gudhjaelpemig at leve igen! Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Saa faldt den saa ned fra et bord, og nu sidder dens hovede ligsom omvendt, ikke bagud men saadan upside-down. Det er lidt freaky, men den doede kylling lever endnu.

2. Vi var hjemme hos Emmas familie, hvor hendes "far" vist ogsaa fortaeller en del roeverhistorier. Her er i hvert fald en som blev fortalt uden en eneste fortrukket mine:
Laengere inde i junglen bor en folk som ikke spiser salt - sambofolket (Los Sambos). De er helt sorte, og nar man kradser i deres hud paa arme og ben falder der flager af, for den er nemlig daekket af en slags skael. Naar de fanger fisk, springer de hovedspring i floden. Der hypnotiserer de fiskene og kan lige saa stille tage dem op af vandet - rimelig vildt, ikke? Vi glaeder os til Emma skal ud og besoege Samboerne.
Det maa vaere nok fra mig for denne gang..

- Isabel