Her havde vi valgt at tilbringe den sidste uge med evaluering af hele brigadens forløb. Dagene gik alt for hurtigt med evaluering om formiddagen og ellers fritid, som blev brugt på stranden eller i nærområdet på diverse ture.
Og pludselig var det dagen hvor Liv og jeg selv skulle sige farvel til alle de andre, for at tage ind til Managua og fange flyet mod Danmark. Alle på nær os skulle nemlig videre på egen hånd i Mellemamerika.
Heldigvis kunne vi jo sige "på gensyn" til alle i stedet for "farvel", og kan tælle nu ned til vi ser resten af brigaden igen, som kommer hjem i løbet af sommeren.
Så med blandede følelser satte jeg kursen hjemad, for hvor skulle det blive godt endelig at se familien og vennerne igen - men hvor har det også været en fantastisk tur med de vildeste oplevelser, på godt og ondt, men heldigvis mest godt! :)
Turen hjem blev dog en anelse længere end forventet, eftersom British Airways for tiden har en del aflyste fly på grund af strejke, hvorefter Liv og jeg fandt ud af, at al vores bagage var blevet i London, men med tålmodighed og heldigvis serviceminded personale nåede vi hele vejen OG fik efterfølgende også vores ejendele igen!
Her - næsten en uge efter hjemkomsten - påstår jeg stadig at lide under jetlag, fordi jeg konstant føler mig træt...men det er måske også lidt svært at komme af med, når dagene er fløjet afsted med arbejde, lægebesøg (for nu at sikre mig jeg ikke har fået noget uønsket med hjem fra Nicaragua!), aftaler med venner og familie og alt det praktiske der har ligget og ventet på at blive ordnet... Så Nicaragua ligger (desværre) allerede fjernt, nu hvor den danske hverdag er væltet ned over mig, men det tager heldigvis ikke lang tid at fremkalde alle de fantastiske minder!
Nu kan jeg så bare glæde mig til at være faldet helt til igen, nyde den danske sommer der kommer snigende og se frem til brigadens møder, hvor Nicaragua igen bliver hovedemnet i vores kommende oplysningsprojekter herhjemme i Danmark.
En ting er sikkert - at have taget del i Nicaraguabrigaden har bestemt været en af mine bedste beslutninger, og jeg er nu blevet en af de mange, der håber jeg en dag får muligheden for at vende tilbage og besøge alle de dejlige mennesker, der har været med til at gøre min rejse uforglemmelig!
-Therese
