Update fra kragernes vendeplads

Uh ha - nu er der naesten for meget at fortaelle saa det bliver (relativt) kort.

Vi bor i en lille flaekke, som hedder El Caño de los Martinez. Hvordan vi kom dertil, staar i oevrigt i rejsebrev nr. 1, som gerne skulle sendes hjem i loebet af denne uge eller den naeste. Byen er ret stor naar man ser paa arealet, men saa er der til gengaeld MEGET langt imllem nogle af husene. Vi er syv som bor nogelunde taet paa hinanden, og det fungerer faktisk OK godt. Emma og Therese bor langt langt ude af en forholdsvis god vej standarden taget i betragtning (i hver sin retning). Mathias og isaer Martine bor langt vaek paa den maade, at man skal paa minimum en halv times junglevandring for at naa ud til dem - saa det goer vi ikke saa tit. Naar vi goer skal man i hvert fald hurtigt ned og ligge i den lille flod som loeber gennem landsbyen, som man maa indroemme ligger utroligt smukt.
Jeg bor selv hos byens gamle rotte Don Lorenzo, Don Chugo eller El viejito mellem venner (naar han ikke er til stede). Han er en 76 aar gammel, meget lille mand som er uddannet et-eller-andet taekniker som i hvert fald har noget med naturen at goere, for den ved han alt om. Han har givet mig en rundvisning paa hans 3 manzanas jordstykke, hvor han hovedsageligt dyrker kaffe, men ogsaa virkeligt meget andet! Der er ikke den plante paa hans fincita som han ikke kunne bruge til noget (Det sagde han i hvert fald selv, og noget tyder paa, at det er rigtigt).
Han snakker utroligt meget. -UTROLIGT meget, og det er sgu nok meget heldigt, at jeg er landet hos ham! Han fortaeller en masse ting, og jeg kan ikke finde ud af hvor meget af det der er roeverhistorier og hvor meget af det der er true. Sikkert er det i hvert fald, at han var contra under krigen (det tror jeg i hvert fald, han kalder det resistencia), men han er ikke politisk. Under krigen blev han skudt ni gange. Den ene kugle har naermest skudt hans albue ud af armen, og hans arm er ret fucked og tynd, men det er virkeligt imponerende hvor meget han kan, den gamle mand!
Her den anden dag blev han stykket af mutant hvepse da han var ved at hugge en kaempe trae ud med sin machete og fik to store modeller af Mount Everrest paa ryggen. "Mmm, det er godt for imun-forsvaret" sagde han bare - det er det, der holder mig i live...
Desuden var der en roev-giftig slange paa latrinet her den anden dag og da han hoerte det kom han straks dansende ned af skraenten med sin machette (som han smed paa vejen - why!?) Da han kom derned stillede han sig paa slangens hale og proevede at daekke dens giftige, arrige, huggende, lille, uhyggelige hovede med sin kasket. Jeg tog et par billeder, men da han blev bidt fik jeg daarlige nerver og gik op i huset. Da han kom derop havde han slagen om armen, og var pludselgt bedste venner med den ... WHAT!? Han puttede den i lommen og alt mulig.. Jo jo, jeg kan taemme slanger - har jeg ikke sagt det? Han siger, at han ogsaa kan taemme edderkopper og alt muligt andet. Igen er det svaert at vurderer, hvor meget af det der er helt oprigtigt, for eksempel dyrker han ogsaa den slags kaffe, man bruger som komponent i atombomber(!?)
Han bor i oevrigt sammen med hans soens datter Mina, som staar for husholdningen, og hendes datter Jennifer som er en virkelig smuk lille pige paa syv. Dem er jeg allerede kommet til at holde en del af.

Til sidst vil jeg lige slutte af med to spoejse historier:
1. De er gennerelt ret rough ved dyrene herovre, og det kan godt vaere lidt ubehageligt, og derfor vil jeg lige fortaelle denne lille opmuntrende hisorie. Vi har i huset et lille kuld kyllinger. Den ene er en del mindre en sime tre soeskende. En dag hoppede Jennifer paa dens hovede ved en fejl, saa den doede - oev! Det er saa sker, det er at hendes mor begynder at puste paa den, og jeg forstaar ingenting. Saa ligger hun den under en plastikskaal og slaar helt vildt paa skaalen, og jeg forstaar endnu mindre. Efter mange mange gentagelser og en del vilje til at kaste op fra min ellers ikke saa sarte side, begynder kyllingen gudhjaelpemig at leve igen! Jeg har aldrig oplevet noget lignende! Saa faldt den saa ned fra et bord, og nu sidder dens hovede ligsom omvendt, ikke bagud men saadan upside-down. Det er lidt freaky, men den doede kylling lever endnu.

2. Vi var hjemme hos Emmas familie, hvor hendes "far" vist ogsaa fortaeller en del roeverhistorier. Her er i hvert fald en som blev fortalt uden en eneste fortrukket mine:
Laengere inde i junglen bor en folk som ikke spiser salt - sambofolket (Los Sambos). De er helt sorte, og nar man kradser i deres hud paa arme og ben falder der flager af, for den er nemlig daekket af en slags skael. Naar de fanger fisk, springer de hovedspring i floden. Der hypnotiserer de fiskene og kan lige saa stille tage dem op af vandet - rimelig vildt, ikke? Vi glaeder os til Emma skal ud og besoege Samboerne.
Det maa vaere nok fra mig for denne gang..

- Isabel

Sidste film fra Matagalpa - 14/2-2010

Saa gaar turen lige straks til landsbyen.

Kort video af larmebil

Her er lige en kort film af en Nica-faenomen.

Matagalpa - 10/2-2010

Hurtig update fra León

Lige en bonus-update her fra Leon.
Det er jo saadan, at mens alle de andre er paa sprogskole, er jeg (Isabel) taget med Susanne til León for at sondere terraenet.
Jeg blev lige noedt til at fortaelle det fedeste! Vi blev hentet paa bus-stationen i León af Manuel, som er lederen af teatergruppen Sekuan (som vi jo skal arbejde sammen med paa by-opholdet). Han fortalte os foerst lidt rundt i León, og saa hen til vores hotel Lazybones, som er et virkeligt chillern backpackersted med en sovesal til 12! Der fandt vi lige vores (meget basic) vaerelse, og da vi kom ned igen satte vi os ned, og han fortalte os om hans og gruppens projekt. Gruppens overordnede maal er uddannelse - educación. Det er deres idé at starte allerede i "boernehaven", preescolar, som en slags "vaccine mod analfabetisme". En laerer i foerskole herovre tjener omkring 500 cordobas - ca. 125 kr - om maaneden. Det er selvfoelgelig ikke nok til at broedfoede en familie, saa de fleste bliver noedt til at finde arbejde ved siden af. Derfor kan de ikke investere al deres tid i uddannelses-arbejdet. Det man saa har gjort fra Sekuans side, er at soege om penge, saa de har kunnet give mini-laan til laererne, saa de har mulighed for, at starte en lille virksomhed i hjemmet som et cykelvaerksted eller en pulpería (smaa kiosk-agtige butikker, som er ret populaere herovre). I skulle hoere ham fortaelle om det - det er simpelthen hans hjerteblod!
Updaten her bliver lige lidt laengere end forventet, men det er altsaa vigtigt!
Brigaden fra 2008 var med til at udsmykke et lille vaerested gruppen havde, hvor de tjente lidt penge til at holde den gaaende ved bl.a. at koere et lille museum. De havde investeret en god sum i lokalerne. Der sker saa det, at der er en del dealing og pushing omkring lokalerne, hvilket for lokket nogle af drengene paa afveje. Hele gruppen bliver en dag sat ud med oejebliks varsel med alle deres ejendomme og kunstvaerker, og lokalerne benyttes nu kun af stofmisbrugere - en virkelig trist historie, som tydeligvis har taget haardt paa Manuel. Men drengene havde ventet den halve nat med ham til tingene blev koert hjem til hans soen, hvor de staar den dag i dag. Det var saa roerende og inspirerende da han fortalte om det med taarer i oejnene. Det er tydeligt, at han er meget stolt af 'sine drenge', og hvis der var flere af hans slags ville verdenen vaere et bedre sted - uden pis!
Det var historien om en true ildsjael, som jeg lige havde brug for at dele!
Hasta la vista!

- Isabel

Landet i Matagalpa

Saa er vi ankommet til Matagalpa efter tre laange timer i bus, med hoens, svedende maend og andet godt folk :) Og med en meget klam ryg og oem numse. Men dejligt at vaere her. Matagalpa ligger i bjergomraade, og her er meget smukt. Vi kan ogsaa selv gaa rundt i gaderne nu, selvfoelgelig stadig 2-3 stykker, men det er rart at kunne opleve byen paa egen haand. I forhold til Managua, som er ret farlig at gaa rundt i.I gaar var vi paa en Mexicansk restaurant og spist en go Burito. Selvom stedet hygienekontrol nok ikke var i top, da en lille fin myre kravlede rundt paa Isabels burito:) Men hva faaen, vi skal ikke vaere sarte. Alt maetter..I dag har vi gaaet rundt og kigget i byen, og det er lidt som om man kommer fra rummet, de er virkelig ikke vant til at hvide mennesker lige gaar rundt i deres by, vi er meget spaendende. hehe. Og mange fyrer proever at goere deres bedste paa engelsk, med "hey baby", og goodbye, eller how are you" Saa de flotter sig virkelig. Men alt i alt er folk virkelig soede og venlige, selvom de synes vi er lidt maerkelige.Flere er blevet ret braendt af solen, jeg er heldigvis endnu ikke ramt, bortset fra jeg glemte at smoerre solcreme i ansigtet, saa jeg har de sidste par dage lignet rudolf. Men pyyt..Flere er ogsaa nu blevet ramt at et ustabilt tarmflora, saa mange har maatte ty til toiletterne i loebet af natten.Glaeder mig ikke til det er min tur. Men vi har indtil videre ogsaa gjort alt det man ikke maa, spist frugt, spist salat, spist isterninger osv osv. Men det er ikke til at undgaa, saa kan man sku ikke leve.Naar, men der er endnu ikke saa meget at fortaelle endnu. Vi kommer nok til at opleve rigeligt de naeste 10 dage vi skal vaere i Matagalpa. Indtil nu har ingen mistet noget, men saa sent som i gaar troede vi det var ude med os. VI gik 6 mennesker paa vej hjem til hotellet, og pludselig stopper en bil brat med 5 fyrer inden i, de raaber og en er paa vej ud, og vi alle taenke, nu er det nu. Nu bliver vi roevet, og jeg taenker fuck mit camera. Men han satte jeg pludselig ind i bilen igen og forsvandt. Vi var alle ved at faa et hjerteslag, Vi er blevet maerket at alle skraemme historierne, saa man bliver lidt paranoid, hehe.
Men det skal nok gaa, folk er rigtig soede og venlige her i Matagalpa.
Det var alt for i dag.. :)

Rundvisning paa Santos - Managua 04.02.10

Her er lige en lille rundtur fra vores "hotel" i Managua.
¡Nos vemos!

Managua, Nicaragua

Nu er vi saa, langt om laenge, i Nicaragua, naermere bestemt hovedstaden Managua.

Vi ankom soendag aften, hvor vi blev modtaget af Susanne og tidligere brigadist Lene.

Vi var alle paent smadrede efter to dage paa farten og med en jetlag, der sagde spar to! Vi er stadig nogle der har svaert ved at sove igennem om natten.

Men her er vi saa: Egentlig vores sidste dag i Managua, i denne omgang. Det har vaeret en blandet oplevelse med mange nye indtryk.

Vi er indlogeret paa et charmerende hostel, hospedaje Santos. Der nyder vi haengekoejer og gyngestole i skyggen paa terrassen, samt vores helt udemaerkede morgenmad, for det meste bestaende af pandekager og friske frugter.

Vi har oplevet meget paa de tre dage vi nu har vaeret her og dagene er lange. Men dagene er mere eller mindre gaaet med at se os omkring og opleve Managua paa naert hold. Vi har overraskende hurtigt vaennet os til dele af kulturen. Kursen hernede er uforskammet lav og alligevel tager man sig selv i at taenke "4 kr. for en tur i taxa!? - saa skal jeg sgu ikke med!" Vi levet fint for under 20 kr om dagen, gaar ikke sultne i seng og har endnu ikke diarrè. :)

I morgen gaar turen videre til Matagalpa, hvor den staar paa sprogskole, hvilket falder paa toert sted, for de flestes vedkommende.
Alt godt herfra..
Fortsaettelse foelger...

-Isabel og Emma

Store rejsedag - Miami lufthavn 31.01.10

Her er lige en lille hilsen fra Rejsen til Nica.
Hasta luego