Hurtig update fra León

Lige en bonus-update her fra Leon.
Det er jo saadan, at mens alle de andre er paa sprogskole, er jeg (Isabel) taget med Susanne til León for at sondere terraenet.
Jeg blev lige noedt til at fortaelle det fedeste! Vi blev hentet paa bus-stationen i León af Manuel, som er lederen af teatergruppen Sekuan (som vi jo skal arbejde sammen med paa by-opholdet). Han fortalte os foerst lidt rundt i León, og saa hen til vores hotel Lazybones, som er et virkeligt chillern backpackersted med en sovesal til 12! Der fandt vi lige vores (meget basic) vaerelse, og da vi kom ned igen satte vi os ned, og han fortalte os om hans og gruppens projekt. Gruppens overordnede maal er uddannelse - educación. Det er deres idé at starte allerede i "boernehaven", preescolar, som en slags "vaccine mod analfabetisme". En laerer i foerskole herovre tjener omkring 500 cordobas - ca. 125 kr - om maaneden. Det er selvfoelgelig ikke nok til at broedfoede en familie, saa de fleste bliver noedt til at finde arbejde ved siden af. Derfor kan de ikke investere al deres tid i uddannelses-arbejdet. Det man saa har gjort fra Sekuans side, er at soege om penge, saa de har kunnet give mini-laan til laererne, saa de har mulighed for, at starte en lille virksomhed i hjemmet som et cykelvaerksted eller en pulpería (smaa kiosk-agtige butikker, som er ret populaere herovre). I skulle hoere ham fortaelle om det - det er simpelthen hans hjerteblod!
Updaten her bliver lige lidt laengere end forventet, men det er altsaa vigtigt!
Brigaden fra 2008 var med til at udsmykke et lille vaerested gruppen havde, hvor de tjente lidt penge til at holde den gaaende ved bl.a. at koere et lille museum. De havde investeret en god sum i lokalerne. Der sker saa det, at der er en del dealing og pushing omkring lokalerne, hvilket for lokket nogle af drengene paa afveje. Hele gruppen bliver en dag sat ud med oejebliks varsel med alle deres ejendomme og kunstvaerker, og lokalerne benyttes nu kun af stofmisbrugere - en virkelig trist historie, som tydeligvis har taget haardt paa Manuel. Men drengene havde ventet den halve nat med ham til tingene blev koert hjem til hans soen, hvor de staar den dag i dag. Det var saa roerende og inspirerende da han fortalte om det med taarer i oejnene. Det er tydeligt, at han er meget stolt af 'sine drenge', og hvis der var flere af hans slags ville verdenen vaere et bedre sted - uden pis!
Det var historien om en true ildsjael, som jeg lige havde brug for at dele!
Hasta la vista!

- Isabel