Det her er Robinson-ekspeditionen: Velkommen til!

Her kommer historien om i dag - uden tvivl en af de vildeste dage for os alle sammen! I dag var nemlig dagen, hvor vi endelig tog til oeen Juan Venado med et par drenge og piger fra Sekuan.
Vi tog afsted tidligt om morgenen - den var somend ikke mere end 4, og koerte i lejet camión med pumpende bas fra alt fra Akon til 50-cent. Bortset fra det noget tvivlsomme musikvalg gik turen gnidningsfrit - lige indtil vi drejede af hovedvejen (og derved ogsaa asfaltvejen). Her begyndte gnidningerne saa kraftigt, at vi inden laenge punkterede.
Altsaa - alle mand ud af vognen, saa der kan blive skiftet daek i baelgragende moerke halv fem om morgenen. Efter et stykke tid er daekket dog skiftet, og vi koerer lettede videre mod stranden.
Da vi ankommer venter vi lidt, indtil en panga (= lille motorbaad) ligger til strands. Saa venter vi lidt mere, mens maend loeber rundt, vistnok for at finde olie (?) Det er ikke saa tit man faar opdateringer paa situationen herovre, saa jeg er ikke sikker. Afsted kom vi i hvert fald, og vi lagde efter hyggelig sejlads til kajs ved en 'bro' af smaa traepinde. Efter at have klaret broen samt jungle-mudder-sumps-stien som var lige ved at koste Therese hendes klipklap, befandt vi os pludselig paa en strand. Her spiste vi en sandwich eller to og sprang i de kaempe store boelger som naer havde kostet os vores bikinier. Efter en 2-timers tid, begav vi os tilbage til baaden.
Midt paa floden gaar baaden i staa - de 10,5 L diesel vi havde medbragt i sodavandsflasker var ikke nok. Ikke nok med, at vi skal vente paa, at maendene finder dieselklatter rundtomkrig for at faa os tilbage - det regner! Og jeg mener, det regner VIRKELIG meget! Ikke saadan noget hyggeligt dansk efteraars stoevregn - nej, tropisk regn som pludselig er der og goer en gennembloedt til knoglerne paa 1,5 sek.
Status - vi sidder alle strandet paa en flod som vi ved der baade er slanger og alligatorer i, i silende regn. Og saa blaeste det ogsaa en lille smule, saa vi froes alle sammen som én i Groenland for foerste gang paa turen - bare saa I lige fanger stemningen. Efter et stykke tid er dieselklatterne tilstraekkelige, og vi sejler lettede videre mod stranden. Herfra skulle vi med en bus - men den gaar aabenbart ikke - saa vi finder en mand med camioneta (= pickuptruck). Han koerer os gerne til León (mod beskeden betaling - han ved tydeligvis, at vi er paa roeven) saa vi hopper 20 mennesker op bagpaa samt to paa forsaedet.
Saa regner det igen. Meget. Og tordner. Meget. Vi bliver alle helt gennembloedte igen og nu er det foerst rigtig koldt, mens flere af os bliver lidt bekymrede for, at vi koerer i et helt fladt og oede landskab og lynene ser ud som om de er lidt for taet paa. Og saa sker det - lynet slaar ned. Lige ved siden af trucken. Jeg husker det saadan her: Regnen siler ned. Pludseligt lyder der et oeredoevende brag samtidig med, at en stor lysformation som bedst kan beskrives som en groen-lilla-agtig elektrisk ildkugle former sig et oejeblik to meter til venstre for bilen. Alle paa det taetpakkede lad - dvs. 20 personer kaster sig ned (dvs saetter sig ned - det er dét der er plads til) i daekning og de fleste skriger i raedsel. Jeg tror faktisk at der var flere som troede, at vi skulle doe der. Stemningen naermer sig panik paa ladet, og grusvejen er desuden i loebet af vores koeretur blevet til en flod. Vi holder ind og faar midlertidig husly under et halvtag. Efter et stykke tid koerer vi videre.
Der gaar dog ikke laenge foer vi moeder en parkeret bil og faar at vide, at det paa grund af vandstanden ikke kan lade sig goere at koere laengere. Altsaa maa vi hanke op i vores ejendele og gaa. Efter et par smaapytter med vand til knaeene moeder vi den aegte udfordring: en regulaer soe - med en lastbil i midten. Det var virkeligt heldigt, at den var der, for vi maatte holde fast i den med begge haender for ikke at blive revet vaek med stroemmen i midten af soeen, hvor vandet gik til hofterne.
Status: Vi var naer alle blevet slaaet ihjel og har nu alle vadet gennem verdens stoerste vandpyt/mudderpoel og er efter et par kilometer naaet frem til hovedvejen hvor vi, stadig vaade, stiger paa en bus og kommer hjem.
Saadan er vores dag gaaet - og den har vaeret (og her taler jeg kun paa egne vegne) FANTASTISK! Vi kan i hvert fald alle blive enige om, at der er sket en hel masse!

Ellers har vi det alle sammen rigtig godt hos vores familier. Vi blev faerdige paa vores anden foerskole (= en slags boernehave/skoleforberedelse) i gaar - torsdag - og skal i naeste uge i gang med at bygge oversize-LEGO-like byggeklodser i genbrugsmateriale sammen med teatergruppen.

Byopholdet her er gaaet alt for hurtigt, og vi har nu kun en uge tilbage. Flere af os kunne godt have brugt en maaned mere. Men everything comes to an end og brigaden varer ikke for evigt.

Vi haaber, at I alle sammen har det dejligt!

- Isabel