Så er nicaraguabrigaden 2010 officielt afsluttet

Efter en sidste uges byophold, der gik med at lave klodser til de to skoler vi har arbejdet på, gik turen til vulkanøen Ometepe.

Her havde vi valgt at tilbringe den sidste uge med evaluering af hele brigadens forløb. Dagene gik alt for hurtigt med evaluering om formiddagen og ellers fritid, som blev brugt på stranden eller i nærområdet på diverse ture.

Og pludselig var det dagen hvor Liv og jeg selv skulle sige farvel til alle de andre, for at tage ind til Managua og fange flyet mod Danmark. Alle på nær os skulle nemlig videre på egen hånd i Mellemamerika.

Heldigvis kunne vi jo sige "på gensyn" til alle i stedet for "farvel", og kan tælle nu ned til vi ser resten af brigaden igen, som kommer hjem i løbet af sommeren.

Så med blandede følelser satte jeg kursen hjemad, for hvor skulle det blive godt endelig at se familien og vennerne igen - men hvor har det også været en fantastisk tur med de vildeste oplevelser, på godt og ondt, men heldigvis mest godt! :)

Turen hjem blev dog en anelse længere end forventet, eftersom British Airways for tiden har en del aflyste fly på grund af strejke, hvorefter Liv og jeg fandt ud af, at al vores bagage var blevet i London, men med tålmodighed og heldigvis serviceminded personale nåede vi hele vejen OG fik efterfølgende også vores ejendele igen!

Her - næsten en uge efter hjemkomsten - påstår jeg stadig at lide under jetlag, fordi jeg konstant føler mig træt...men det er måske også lidt svært at komme af med, når dagene er fløjet afsted med arbejde, lægebesøg (for nu at sikre mig jeg ikke har fået noget uønsket med hjem fra Nicaragua!), aftaler med venner og familie og alt det praktiske der har ligget og ventet på at blive ordnet... Så Nicaragua ligger (desværre) allerede fjernt, nu hvor den danske hverdag er væltet ned over mig, men det tager heldigvis ikke lang tid at fremkalde alle de fantastiske minder!

Nu kan jeg så bare glæde mig til at være faldet helt til igen, nyde den danske sommer der kommer snigende og se frem til brigadens møder, hvor Nicaragua igen bliver hovedemnet i vores kommende oplysningsprojekter herhjemme i Danmark.

En ting er sikkert - at have taget del i Nicaraguabrigaden har bestemt været en af mine bedste beslutninger, og jeg er nu blevet en af de mange, der håber jeg en dag får muligheden for at vende tilbage og besøge alle de dejlige mennesker, der har været med til at gøre min rejse uforglemmelig!

-Therese

30. april - eventyr med Sekuan

Her er videoerne fra eventyret!
Vi overlevede

23. april 2010 - Arbejde under byopholdet

Ja her er lige lidt af det vi laver her under by opholdet. Skolen er den, der ligger i Salina Grande.
Jeg skal ogsaa lige huske at sige, at hinkebanen er stoebt i cement og saaledes er ganske holdbar.

corn Island

Hej alle. Jeg ved godt jeg er lidt bag ud med videoerne, men der skal nok komme en del de naeste dage.

Det her er Robinson-ekspeditionen: Velkommen til!

Her kommer historien om i dag - uden tvivl en af de vildeste dage for os alle sammen! I dag var nemlig dagen, hvor vi endelig tog til oeen Juan Venado med et par drenge og piger fra Sekuan.
Vi tog afsted tidligt om morgenen - den var somend ikke mere end 4, og koerte i lejet camión med pumpende bas fra alt fra Akon til 50-cent. Bortset fra det noget tvivlsomme musikvalg gik turen gnidningsfrit - lige indtil vi drejede af hovedvejen (og derved ogsaa asfaltvejen). Her begyndte gnidningerne saa kraftigt, at vi inden laenge punkterede.
Altsaa - alle mand ud af vognen, saa der kan blive skiftet daek i baelgragende moerke halv fem om morgenen. Efter et stykke tid er daekket dog skiftet, og vi koerer lettede videre mod stranden.
Da vi ankommer venter vi lidt, indtil en panga (= lille motorbaad) ligger til strands. Saa venter vi lidt mere, mens maend loeber rundt, vistnok for at finde olie (?) Det er ikke saa tit man faar opdateringer paa situationen herovre, saa jeg er ikke sikker. Afsted kom vi i hvert fald, og vi lagde efter hyggelig sejlads til kajs ved en 'bro' af smaa traepinde. Efter at have klaret broen samt jungle-mudder-sumps-stien som var lige ved at koste Therese hendes klipklap, befandt vi os pludselig paa en strand. Her spiste vi en sandwich eller to og sprang i de kaempe store boelger som naer havde kostet os vores bikinier. Efter en 2-timers tid, begav vi os tilbage til baaden.
Midt paa floden gaar baaden i staa - de 10,5 L diesel vi havde medbragt i sodavandsflasker var ikke nok. Ikke nok med, at vi skal vente paa, at maendene finder dieselklatter rundtomkrig for at faa os tilbage - det regner! Og jeg mener, det regner VIRKELIG meget! Ikke saadan noget hyggeligt dansk efteraars stoevregn - nej, tropisk regn som pludselig er der og goer en gennembloedt til knoglerne paa 1,5 sek.
Status - vi sidder alle strandet paa en flod som vi ved der baade er slanger og alligatorer i, i silende regn. Og saa blaeste det ogsaa en lille smule, saa vi froes alle sammen som én i Groenland for foerste gang paa turen - bare saa I lige fanger stemningen. Efter et stykke tid er dieselklatterne tilstraekkelige, og vi sejler lettede videre mod stranden. Herfra skulle vi med en bus - men den gaar aabenbart ikke - saa vi finder en mand med camioneta (= pickuptruck). Han koerer os gerne til León (mod beskeden betaling - han ved tydeligvis, at vi er paa roeven) saa vi hopper 20 mennesker op bagpaa samt to paa forsaedet.
Saa regner det igen. Meget. Og tordner. Meget. Vi bliver alle helt gennembloedte igen og nu er det foerst rigtig koldt, mens flere af os bliver lidt bekymrede for, at vi koerer i et helt fladt og oede landskab og lynene ser ud som om de er lidt for taet paa. Og saa sker det - lynet slaar ned. Lige ved siden af trucken. Jeg husker det saadan her: Regnen siler ned. Pludseligt lyder der et oeredoevende brag samtidig med, at en stor lysformation som bedst kan beskrives som en groen-lilla-agtig elektrisk ildkugle former sig et oejeblik to meter til venstre for bilen. Alle paa det taetpakkede lad - dvs. 20 personer kaster sig ned (dvs saetter sig ned - det er dét der er plads til) i daekning og de fleste skriger i raedsel. Jeg tror faktisk at der var flere som troede, at vi skulle doe der. Stemningen naermer sig panik paa ladet, og grusvejen er desuden i loebet af vores koeretur blevet til en flod. Vi holder ind og faar midlertidig husly under et halvtag. Efter et stykke tid koerer vi videre.
Der gaar dog ikke laenge foer vi moeder en parkeret bil og faar at vide, at det paa grund af vandstanden ikke kan lade sig goere at koere laengere. Altsaa maa vi hanke op i vores ejendele og gaa. Efter et par smaapytter med vand til knaeene moeder vi den aegte udfordring: en regulaer soe - med en lastbil i midten. Det var virkeligt heldigt, at den var der, for vi maatte holde fast i den med begge haender for ikke at blive revet vaek med stroemmen i midten af soeen, hvor vandet gik til hofterne.
Status: Vi var naer alle blevet slaaet ihjel og har nu alle vadet gennem verdens stoerste vandpyt/mudderpoel og er efter et par kilometer naaet frem til hovedvejen hvor vi, stadig vaade, stiger paa en bus og kommer hjem.
Saadan er vores dag gaaet - og den har vaeret (og her taler jeg kun paa egne vegne) FANTASTISK! Vi kan i hvert fald alle blive enige om, at der er sket en hel masse!

Ellers har vi det alle sammen rigtig godt hos vores familier. Vi blev faerdige paa vores anden foerskole (= en slags boernehave/skoleforberedelse) i gaar - torsdag - og skal i naeste uge i gang med at bygge oversize-LEGO-like byggeklodser i genbrugsmateriale sammen med teatergruppen.

Byopholdet her er gaaet alt for hurtigt, og vi har nu kun en uge tilbage. Flere af os kunne godt have brugt en maaned mere. Men everything comes to an end og brigaden varer ikke for evigt.

Vi haaber, at I alle sammen har det dejligt!

- Isabel

Saa begynder vores byophold! :D

Sidste aften paa vores hostel Lazybones, i morgen skal vi ud til vores familier og moede dem for foerste gang, og deres hjem vil vaere vores hjem de naeste 19 dage.
Vores politisk-kulturel uge har vaeret rigtig spaendende, og vi har moedt mange interessante mennesker, unge som gamle, som alle har bidraget med mere viden om Nicaragua, og jeg tror alle fra Brigaden har laert meget, men ogsaa forstaaet Nicaragua bedre end foer. Det har hvert fald givet mig et bedre indblik i Nicaraguas struktur, ikke mindste politisk, og ligeledes i, hvordan deres system egentlig virker. Hermed har mange af os ogsaa faaet en bedre forstaaelse af hvorfor tingene i det land her til tider ikke gaar skide hurtigt, og vejen til maalet kan desvaerre vaere meget lang i Nicaragua, men til gengaeld har folk haab og tror paa udvikling. Sjaeldent har vi moedt mennesker som kaemper saa haardt og staerkt for deres rettigheder, for deres sag og for deres land, og det er meget smukt og imponerende.
Vi har i weekenden holdt ret meget fri, da vores tur med Sekuan til stillehavs oeen Juan Venado blev aflyst, da vi ikke havde indrejse tilladelse, men vi kommer heldigvis stadig afsted i en af de kommende weekender. Saa det glaeder vi os rigtig meget til. Ellers har vi brugt weekenden
paa at koebe materialer ind til de to boernehaver vi skal renovere. Den foerste boernehave skal have nyt tag paa. Vi har i dag vaeret ude og se boernehaven, og ja den havde arbejdstilsynet i DK ikke sagt god for, flere steder er der huller, og det vaerste er en hel blikplade der hvert minut kan knaekke og falde ned i en af boernenes hoveder.
Saa vi er glad for vi kan vaere behjaelpelige, og vi begynder arbejdet i morgen.
Det bliver saa fedt!
Flere af boernene begyndte desvaerre at graede da 12 store chelles ankom, men forstaaeligt nok, vi kan se ret skraemmende ud og de troede sikkert vi var kommet for at tage dem med. :S De havde aabenbart haft en daarlig oplevelse med et par klovne for et stykke tid siden ... ?
Stakkels boern, forhaabentlig vaenner de sig til vi er der de naeste 4-5 dage.
Foruden tag overvejer vi at renovere deres gyngestativ og koebe noget lejetoej til boernene, for de havde absolut intet.

Det bliver spaendende at kommer ud og bo hos lokale familier, tror vi alle har lidt blandet foelelser men vi glaeder os. Men det er paa samme tid maerkeligt, da flere af os allerede foeler vi har en Nica familie - vores landsbyfamilie. Der er dog ingen tvivl om, at det bliver fantastisk, og Manuel som er vores bindeled til Sekuan er det mest varme, engagerede og gode menneske, og de drenge han arbejder med er nogle sjove gutter, som jeg tror brigaden vil faa en fed tid med.

Vi glaeder os til nogle gode uger, og i hoere snart fra os igen, da naeste rejsebrev er ved at vaere paa trapperne.

De bedste hilsner fra et meget meget varmt Leon.
Brigaden

- Pernille

Saa ankom man lige til Leon!

Det er ved at vaere laenge siden vi sidst har faaet opdateret vores blog, det beklager vi. Men alle har vaeret lidt dovne, og pludselig havde vi alle levet os ind i oelivet paa Little Corn, og naermest alle blevet til en form for amoeber, som kun kunne bade, sole, og drikke kolde drinks. Og vi fandt alle tilvaerelsen meget behagelig, og tilpassede os med det samme. Det kan vaere helt farligt at leve sig ind i den rytme, vi moedte flere der bare havde planlagt at vaere paa Little Corn en uges tid, og pludselig havde de vaeret der 1/2 aar! Og hvad havde de lige faaet tiden til at gaa med?? Tjaah, dykket lidt og ellers egentlig ikke saa meget. Chilleren lifestyle, maa man sige. Men som jeg tror, ingen af os ville kunne holde ud i laengden.

Men det var virkelig en fantastisk ferie vi havde os der, aldrig troede vi, vi skulle opleve paradis, og der fandtes et saadan sted, men jo vores droemme gik i opfyldelse, og vi noed en uge i smaa bungalows paa stranden, med krystalblaat hav, og en varm brise. Det var laekkert.. :)

De fleste har slappet af, nydt stranden og det dejlige Caribiske hav, mange af os var ude og snorkle om torsdagen, det var rigtig fedt. Vi fik baade set hajer paa omkring halvanden meter, pigrokke, og en masse farvestraalende fisk.. Det var smukt, og for mange af os foerste gang vi oplevede undervandsverdenen. Jeg selv blev ret bidt af det, og Therese og jeg var ude og dykke om fredagen, en helt anden oplevelse end snorkling, meget federe! ;)
Men dagene gik og lige pludselig var det tirsdag, og vi skulle forlade vores lille paradis.

Vi ankom til Managua til middag og skulle tilbringe de naeste fire dage der, som starten paa vores politisk-kulturel uge. Vi skulle alle lige op i gear igen, efter vi alle var gaaet paa tranquilo mode. Men det har vaeret nogle fede dage i Managua, med besoeg paa den danske ambassade, et "fritidshjem" for boern, hvis foraeldre arbejder paa markederne, ATC som er boendernes fagforening, og til sidst et besoeg hos tidligere bananplantagearbejdere, som gjorde stort indtryk paa os. Disse mennesker lever i ekstrem fattigdom, og er blevet forgiftet med livsfarlige kemikalier, og bor nu foran parlamentet i protest, da regeringen her i Nica ikke vil hjaelpe dem i retsagen mod United Food Company. Men det vil vi fortaelle mere om i naeste rejsebrev, saa glaed jer til det.

Vi er i dag ankommet til Leon, paa et virkelig laekkert hostel, og her skal vi tilbringe resten af vores politisk-kulturel uge. D. 18 april skal vi igen ud og bo hos lokale familier i naerheden af Leon, indtil d. 10 maj, hvor vi herefter har en uges evaluering, som vi endnu ikke helt ved hvor vi vil afholde. :)

Maanederne gaar hurtigt, men vi har det godt og nyder oplevelserne her i Nica. Tror vi alle er kommet til at holde af dette skoere, vilde og til tider kaotiske land, og mange af os har skam ogsaa forlaenget vores billet, saa vi kan nyde lidt mere af Nica, inden vi vender tilbage, til det forhaabentlige varme DK til sommer. :S

Que le vaya bien..

-Pernille